Foredraget tager udgangspunkt i perA’s livsudfordringer – men det handler også om dig, dit liv og din fremtid. Det handler om sorgen og mørket, om dødstankerne og det at blive husket, når man ikke er her længere. Og så handler det – ikke mindst – om den svære snak med ens nærmeste, og om ikke at miste livet før man dør.

Hør hvordan Per Andersen fandt nøglen til at overvinde sin sygdom. Du bliver inviteret med ind i de bageste kroge af Per Andersens hjerne, hvor han selv fandt nøglen til at vinde. Ikke kun over en svær kræftdiagnose, men også en livstruende muskelsygdom i hjertet, alt imens den psykiske udfordring ved hele situationen var ved at fælde ham helt.

Men mest af alt er det en utrolig fortælling om modet, troen og håbet. Om ikke at give op. Om at kaste sig ud i store fysiske og mentale kampe, så billetten til livet kan forlænges.

Foredraget henvender sig til syge og pårørende – men også til alle dem, der trænger til et los bagi, så livet ikke blot leves i leverpostejzonen.