Verden ifølge Gram

Det amerikanske Midtvejsvalg er overstået. Præsident Biden har to år tilbage – medmindre han stiller op til næste præsidentvalg og vinder. Men Donald Trump og hans republikanske parti toner frem i horisonten. Så hvad er det for et USA, der nu forbereder sig på opgøret med Donald Trump i 2024? Det er splittet. Det er i strid med sig selv.

To stort set lige store blokke konfronterer hinanden. Der er ingen dialog. Kun fjendskab. Trump kontrollerer størstedelen af det republikanske parti – og hans tilhængere tror på løgnen om, at han blev frarøvet sin sejr i 2020, og at alle sager mod Trump, siden da, er staten, der forfølger Trump.

Biden og hans demokrater har nu to år til at bygge videre på de sejre, de scorede i 2021. Men hvem, ved, om det lykkes? For det handler om mere end Trump og Biden. Det handler om ideologi og magt – om magten skal ligge i Washington eller ude i delstaterne, hvor Republikanerne kontrollerer 30 af 50 stater.

Steffen Gram, vært for ”Verden ifølge Gram” og International Korrespondent i DR, har dækket amerikansk og international politik i mere end 40 år. Han var korrespondent i USA i to omgange, under Reagan i 80’erne og igen fra 2005 til 2013.