Døde Forældres Klub

Foredraget baserer sig på podcast-serien af samme navn. En række modige mennesker har fortalt deres historie om at miste i en tidlig alder til journalist Sofie Klingberg, og nu har hun samlet de stærkeste øjeblikke til et foredrag.

Det var en mail fra en fremmed, der overbeviste Sofie om, at hun ikke var færdig med at formidle personlige historier om livet med sorgen.

En jævnaldrende kvinde, Birgitte, fortalte om tabet af begge sine forældre i en alt for tidlig alder. Hun berettede om den knusende ensomhed, da ingen turde spørge ind til hendes tanker og følelser omkring sorgen.

Når hun skrev til Sofie, var det, fordi hun havde fulgt Sofies historie i DR1 Dokumentaren “Mor er død – men det taler vi ikke om”. Brevet fra Birgitte blev startskuddet til podcast-serien “Døde Forældres Klub”, hvor Sofie gennem seks episoder har samtaler med andre, der også har mistet en forælder tidligt i livet.

I foredraget afspiller Sofie lydklip fra de stærkeste, sjoveste og mest rørende øjeblikke, og hun fortæller, hvad hun selv lærte undervejs? Om berøringsangst, skyld, sorg, kærlighed og sygdom.