Det tog kun 40 år
Ane Riel (f. 1971) voksede op i Skåde Bakker syd for Aarhus som datter af en erhvervsadvokat og en børnebogsillustrator. Med børnebøger under tilblivelse i naboværelset og alverdens litteratur på reolen i stuen var bogen en naturlig del af hendes barndom. Den mest elskede læseoplevelse var og blev ‘Min familie og andre dyr’ af Gerald Durrell.
Selvom hun imponerede i skolen med usædvanligt fantasifulde fristile, drømte Ane aldrig om at blive romanforfatter. Tegnetalentet havde altid overskygget skrivetalentet, og derfor lå det i kortene, at hun en dag ville blive illustrator som sin mor. I første omgang forsøgte hun sig godt nok med kunsthistoriestudiet på Aarhus Universitet, men i erkendelse af at hun savnede at udfolde sig anderledes kreativt, afbrød hun uddannelsen efter tre år.
Børnebøgerne
Studiet skulle vise sig at være et afsæt for forfattergerningen, idet en opgave om at formidle malerkunst for børn (skrevet i samarbejde med en medstuderende) endte som en undervisningsbog på forlaget Forum. På bestilling skrev Ane nu en tilsvarende bog om arkitektur, foruden hun oversatte en børnebog om kunst, og i løbet af de næste ti år fulgte drypvise udgivelser om bl.a. skilsmisse, ballet og Storm P. Det er foreløbig blevet til i alt ni børnebøger i eget navn.
Efter studietiden arbejdede Ane i en periode hos en bogtrykker, før hun i 1995 flyttede til København og søgte ind på illustratorlinjen på Danmarks Designskole. Nu skulle det være. Troede hun. Hun kom ikke ind.
Storm P, jazzen og trommeslageren
Det gjorde nu ikke så meget, for der ventede i stedet nogle sjove år med deltidsarbejde på Storm P.-Museet. Det var egentlig tænkt som noget midlertidigt, men Ane følte sig så godt tilpas i Storm Ps skæve univers af malerier, ord og tegninger, at hun blev hængende i det indtil 2004.
Sideløbende skrev hun børnebøger og dyrkede først og fremmest den jazzinteresse, som var blevet grundlagt allerede i barndomsårene.
Hun blev på flere måder engageret i det danske jazzmiljø bl.a. ved at sidde i bestyrelsen for Ben Webster Fonden og på et mere personligt plan ved at finde sammen med jazztrommeslageren Alex Riel, som hun blev gift med i 2002. Få år efter flyttede hun permanent til Liseleje, hvor hr. Riel havde haft fast adresse, siden frk. Lauritsen kørte på trehjulet cykel i Skåde Bakker. Ja, der er en vis aldersforskel.
Efterhånden blev det sådan, at Anes hovedbeskæftigelse – udover at tilbringe mange timer i den lokale plantage – var at agere sparringspartner, sekretær og blæksprutte for sin travle trommende mand. Der blev korresponderet, skrevet pressetekster, designet pladecovers og hittet på trommefigurer, mens børnebogskriveriet begrænsede sig til kladder, der ikke nåede længere end til skrivebordsskuffen.
Romanerne
Billedet vendte først, da Ane som 40-årig skrev et par grumme noveller i forbindelse med en konkurrence og dermed, for første gang nogensinde, forsøgte sig med at skrive fiktion for voksne. Det føltes forbløffende godt. Da hun efterfølgende blev opfordret til at skrive en roman, tog hun det som en kærkommen udfordring, og et par år senere udkom ‘Slagteren i Liseleje’ på forlaget Tiderne Skifter.
Den fine modtagelse af debutromanen bekræftede Ane i, at hun omsider havde fundet sit kald. Følelsen blev kun forstærket, da hendes anden roman, ‘Harpiks’, blev modtaget med stjernedrys og prisregn og desuden solgt til filmatisering og udgivelse i en lang række lande.
Og så måtte hun jo hellere skrive en til. Anes tredje roman – ‘Bæst’ hedder den – udkom den 10. oktober 2019 på forlaget Lindhardt & Ringhof.
