Den prisbelønnede danske fotograf, Klaus Bo Christensen, besluttede sig i 2012 for at rejse ud i verden og skildre kulturbårne døderitualer.
“En fotografisk rejse, hvor jeg vil dokumentere døderitualer, og hvordan vi forholder os til døden på tværs af religioner, kulturer og landegrænser”.
Sådan lød indledningen på Klaus Bos oplæg til “dødsrejsen”, der kom til at vare i rigtig mange år.
Klaus Bo er uddannet pianist og musikpædagog og har kun modtaget en uges fotouddannelse, men lever som freelancejournalist.
Kort sagt: En 100 procent selvlært fotograf, der i syv år har rejst jorden rundt, for at fotografere døde, og hvordan vi behandler dem – hvilket er en ganske særlig researchudfordring.
Rejserne har – for en stor dels vedkommende været finansieret af egen lomme og har været både dyre og tidskrævende.
At indgå på lige fod med pårørende i deres sidste farvel, og samtidig medbringe sit kamera, kræver tid og tålmodighed, stærke kontakter og menneskelig indføling.
Klaus Bo’s linse går tæt på den døde. Derfor er hans billeder unikke.
I dette foredrag skal vi naturligvis se billederne, men vi skal også høre om de vilde fortællinger, der går forud for ønsket om fotografisk at dokumentere dødsritualer, og hvordan vi forholder os til døden på tværs af forskellige religioner og kulturer.
Klaus Bos billeder går tæt på, og de viser døden råt for usødet. Det kan være grotesk og voldsomt at se, men det kan også nogle gange være morsomt, som når helt indtørrede lig udstyres med solbriller. Eller når de døde begraves med to mønter i munden, så de også har penge til transporten ud af denne verden.
Trods det groteske understreger Klaus Bo, at han arbejder med den største respekt for de døde og deres pårørende.
