Opera og operette for alle pengene

Inge er storesøster til Elsebeth. Hun flyttede som 21-årig til Frankrig og tog sin sanguddannelse på
Musikkonservatoriet i Paris og derefter på Operaskolen på Bastille-Operaen. I 1993 debuterer Inge
som Papagena (Tryllefløjten) og Barberina (Figaro’s Bryllup) på Bastille-Operaen og har siden sunget
på de fleste franske operascener.

Ud over diverse Mozart-roller (Pamina, Susanna, Ilia, Konstanze…), som hun især holder af, synger Inge
de store roller indenfor sit repertoire. I dag er Inge bosat i Lyon, hvor hun parallelt med sin syngende
karriere, ligeledes underviser sangstuderende.

Elsebeth er lillesøster til Inge og har taget sin uddannelse i Danmark. Her er hun én af de førende freelance
lyriske sopraner og har sunget alle de partier, der ligger inden for hendes fag. Den Jyske Opera
har især været base for Elsebeth, men også Det Kgl. Teater, Operaen, har nydt godt af
Elsebeths smukke sopran og også hendes dramatiske udtryk. Elsebeth har uddannet sig til sangcoach
og er meget glad for at undervise i sang ved siden af sin karriere. Elsebeth holder bl.a. intimkoncerter
og foredrag om sin karriere.

De to sopraner har sammensat et festligt og fornøjeligt program, som vil føre os rundt i musikhistorien
og dens mange genrer. De bliver akkompagneret på flyglet af deres grandfætter, Flemming Dreisig,
som brillerer på tangenter, så man kan stolt sige, at musikken ligger til familien.