KONCERTFOREDRAG: Håb, længsler, tiden og vigtigheden af at udnytte tiden i tide
Med varme, humor og ærlighed kommenterer Marianne & Michael på livet og vækker med deres tekster og musik dybe klange i alle. Ung som gammel.
Marianne Mortensen og Michael Vesterskov synger om håb, om vores længsler, om tiden og vigtigheden af at udnytte tiden i tide; de slår et slag for hjertet, glæden og kærligheden, som noget, der ikke kommer af sig selv; men som vi må kæmpe for og tro på – ligesom håbet. De taler om forstillelse og alle de roller, vi spiller, oftest i vores forsøg på at blive elsket og favnet, om naturen og om at finde hjem – hjem til sig selv.
Samtalekoncert
Med udgangspunkt i sangene derfra og bogen ‘Meningsfyldte middage – mad, kunst og samtaler fra hjertet’, som Marianne udgav sidste år på forlaget Muusmann, har de skabt denne samtalekoncert, der gennem sange, oplæsning og debat tør at behandle de store eksistentielle emner, alle vil kunne genkende sig selv i.
Koncerten præsenterer de nye sange, men der vil selvfølgelig også være sange fra deres 3 foregående CD’er: ‘Du & jeg & månen’, ‘Grib mig’ og ‘Tågerne forsvinder’.
Marianne Mortensen og Michael Vesterskov er forskellige med musikalske rødder i henholdsvis viser og rock, men tilsammen udgør de en sjælden enhed. Det fornemmer man klart, når Marianne Mortensens og Michael Vesterskovs stemmer og forskelligheder mødes og på en særlig og uforudsigelig måde bidrager med et nyt klangbillede. På deres helt egen måde lægger de sig i sporet af kunstnere som Bjørn Eidsvåg og Lisa Ekdahl.