28. juni 2016

SUCCES FOR FOLKEKIRKENS HUS

I disse dage udkommer efterårets sæsonprogram for Folkekirkens Hus i Aalborg. Et program, der dækker resten af 2016.

Det er et katalog på hele 48 sider med alle husets udadvendte aktiviteter, og der er mange af slagsen.

I flæng kan nævnes koncerter med Anne Dorte Michelsen, Michala Petri og Lars Hannibal, foredrag med Lisbeth Zornig Andersen, Lotus Turell og Anders Agger, sang- aftener med Michael Bojesen, Betty og Peter Arendt, salon- og højskoleaftener med Ernst Trillingsgaard, Pernille Vigsø Bagge og Bjarne Nielsen Brovst.

Der bydes også på en foredragsrække under titlen ”Hvad tror vi på? ” med bl.a. rabbiner Jair Melchior, prof. Emeritus Ole Jensen og islamisk tænker og teolog, Waseem Hussain. Dertil kommer en lang række andre arrangementer, som man kan læse om i det nye sæsonprogram.-Vi er rigtig glade for – og også lidt stolte over – vores nye sæsonprogram, fortæller Folkekirkens Hus’ leder, Henrik Thorngaard, og han fortsætter. Der er mange spændende arrangementer for alle aldersgrupper. Der er en masse nye ting med i programmet, men vi har også fundet plads til velkendte koncepter som koncerter, sangaftener, foredragsaftener, Frodes Højskole og Pyndts samtale-salon.

Det er Folkekirkens Hus’ 3. sæsonprogram og indtil videre det største af slagsen. Et program, der kommer ovenpå to sæsoner, der har budt på en perlerække af arrangementer med en stødt stigende publikumstilstrømning.

  • Vi er meget taknemmelige, for den opmærksomhed Folkekirkens Hus har fået. Vi er bogstavelig talt blevet løbet over ende af vores egen succes! Derfor har vi også lagt os alvorligt i selen for at byde på et efterårsprogram, der kan leve op til de foregående sæsoners programmer, og jeg synes, vi er nået i mål med det.

Flere end 15.000 mennesker har på den ene eller anden måde besøgt Folkekirkens Hus siden åbningen i slutningen af september 2015. Det må siges at være ganske flot. Men husets leder, Henrik Thorngaard, vil mere:

  • Vi skulle gerne fortsætte en stødt opadgående kurve for vores besøgstal, men vi kommer aldrig dertil, hvor besøgstallet i sig selv bliver et parameter for succes. For i Folkekirkens Hus skal der både være plads til det folkelige og det elitære. Derfor måler vi i højere grad succes i forhold til arrangementets karaktér. Og vigtigst af alt: Vi går aldrig på kompromis med kvaliteten af det enkelte arrangement.

Kvaliteten er til at få øje på, når man læser Folkekirkens Hus’ nye sæsonprogram, der i øvrigt byder på samarbejdsarrangementer med bl.a. Alzheimerforeningen, Folkeuniversitetet, AOF og de Frivilliges Hus samt FOCUS Folkeoplysning.

Sæsonprogrammet kan hentes i Folkekirkens Hus ligesom det vil være at finde flere steder i Nordjylland – bl.a. på Aalborg Bibliotek.

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Henrik Thorngaard, henrik@folkekirkenshus.dk eller 9812 1313

Folkekirkens Hus, Gammel Torv 4, 9000 Aalborg.