Samtaler med børn og unge i sorg, er et tilbagevendende tema, når Skyggebørn holder kurser eller taler med nære voksne omkring et barn, der har mistet. For hvordan finder man de rigtige ord, der hjælper barnet?

Tirsdag den 28. februar om aftenen holder Jes Dige foredrag om den svære samtales kunst. Men Jes vil helt usædvanligt, også have en samtale på scenen, med et barn, der har mistet en forælder. Ikke mindst er aftenen en markering af, at podcastserien ”Skyggebørn”, der udkommer samme dag. Et par klip fra serien vil blive afspillet.

Podcastserien skal hjælpe og inspirere voksne til de gode samtaler med børnene, uanset om man er mor, far, klasselærer, socialrådgiver eller sygeplejerske. Podcasten er relevant for alle, og består i samtaler mellem Jes Dige og sorgramte børn og unge – hver med deres historie og oplevelse af sorg.

Aftenens program
kl. 19.00 Velkomst og lancering af ny podcastserie
kl. 19.10 Samtale mellem Jes Dige og et skyggebarn
kl. 19.45 Pause, hvor der kan købes drikkevarer
kl. 20.00 Foredrag med Jes Dige
kl. 20.45 Spørgsmål fra publikum
kl. 21.00 Tak for i aften

Vi voksne kan lære vildt meget af at se på børnene, mener Jes. Børn spørger med nysgerrighed. De stiller åbne spørgsmål og har ikke behov for at ”holde samtalen på sporet” eller styre den i nye retninger, når det hele bliver lidt for følelsesladet. Og det er netop det, Jes Dige og Skyggebørn gerne vil vise med foredraget og podcastserien. Alle kan lære at tale om sorg på en åben og nysgerrig måde. Det er ikke en metode eller teknik – det handler mere om mod til at spørge.

Entréindtægter går til Skyggebørns arbejde.

Dørene åbnes kl. 18.30.

Du vil kunne finde podcastserien “Skyggebørn”, dér hvor du normalt lytter til podcast, eksempelvis hos Spotify eller Apple. Den udkommer 28. februar.