Netværket “Døde Forældres Klub”

– Et netværk for voksne, der mistede en forælder i barndommen. 

Første mødedato: Torsdag den 8. oktober kl. 19.30-21:30 i Folkekirkens Hus/ Gammeltorv 4, 9000 Aalborg. Gratis at deltage.   

Har du mistet en forælder, da du var barn eller teenager? Og føler du, at sorgen ind imellem er tung at bære? Måske er der også en ensomhed forbundet med din sorg, eller en følelse af at være forkert, fordi tabet stadig præger dig mange år efter?

Så er netværket Døde Forældres Klub måske noget for dig. Det er journalist Sofie Klingberg og familieterapeut Helle Thorngaard Jessen, der står bag initiativet. I et samarbejde med Folkekirkens Hus. De har begge mistet deres mor i en meget tidlig alder. Sofies mor døde af kræft, og Helles mor blev slået ihjel af Helles far. Tilbuddet er ikke tænkt som terapi, men er et ønske om at skabe et stærkt fællesskab, hvor vi kan spejle os i hinanden og sparre med hinanden. Vi går ikke op i, hvor lang tid, det er siden, at du har mistet en forælder. Det kan være fire måneder siden, eller 50 år. Du er velkommen, hvis du tænker, at det vil gavne dig at møde “ligesindede”.

Til første møde vil Helle og Sofie holde et personligt oplæg for at sparke klubben igang, og bagefter vil der være snak – både af den slags, der opstår spontant over en kop kaffe og et stykke kage, og bagefter vil vi dele os op i mindre grupper, hvor vi skal lære hinanden bedre at kende. Medbring gerne et foto af den, du har mistet.

Vi vil mødes cirka hver tredje måned i Folkekirkens hus.

Hvis du vil vide mere kan du kontakte os på doedeforaeldresklub@gmail.com eller skrive til os på Facebooksiden: Døde Forældres Klub.

Tilmelding til arrangement via Folkekirkens Hus’ webside www.folkekirkenshus.dk