OBS OBS! Ny dato

Superligatræner Jacob Fischer Friis’

I 2019 fik fodboldtræneren Jacob Fischer Friis en frygtelig besked af en læge på sygehuset i Aalborg: hans tre-årige datter, Luna, havde kræft i blodet.

“Jeg husker det, som var det i går, og lige da vi får beskeden, var det, som om der kørte et tog gennem stuen. En kæmpe mavepuster og en følelse af angst, der fyldte hele kroppen. Cirka to minutter efter lægen giver os beskeden, begynder jeg at græde. Min verden bryder sammen. Det hele var så surrealistisk og uoverskueligt”, sagde Jacob Friis til BT i 2020.

Herefter ventede et år med kemobehandlinger, og to måneder inde i behandlingen kom det første tilbageskridt. Luna var nødt til at få foretaget en stamcelletransplantation for at overleve. Det kastede familien ud i en lang, nervepirrende venten på en donor. “Måske ender hun med at dø af det her”, tænkte Jacob Friis.

Men det gjorde Luna ikke. En 31-årig tyskers knoglemarv reddede hendes liv. I dag er Jacob Friis’ datter rask og i trivsel. Hun går i børnehaveklasse. Men sygdomforløbet har forandret hele familien for altid.

Den 12. december gæster Jacob Friis “Dans med Døden”, som er en samtalerække i Folkekirkens Hus i Aalborg med den tidligere hospitalspræst Ruth Østergaard Poulsen som vært.

“Jeg vil meget gerne prøve at finde ud af, hvordan man som familie kan overleve at kæmpe på grænsen mellem liv og død. Det må være fryg-teligt hårdt at tage sådan en tur i rutschebanen, hvor man den ene dag får en god besked og den næste dag frygter, at man skal miste sit barn”.

Jacob Friis er født og opvokset i Aalborg, men er bosiddende i Vodskov. Han er fodboldtræner i Viborg FF, men har også stået i spidsen for AaB. I 2020 sagde han jobbet som AaB-træner op for at hellige sig sin familie i forbindelse med datterens sygdom.