KONCERT – med Vocal Line dirigeret af Jens Johansen

Vocal Line er et moderne a cappella kor med 30 sangere, dirigeret af Jens Johansen.

Koret blev dannet i 1991 i Århus og har som sit erklærede mål at være frontløber i udviklingen af den rytmiske korsang, nationalt såvel som internationalt. Gennem årene har Vocal Line konstant søgt at udvide grænserne for a cappella-musikken, og koret sigter mod et stadig højere musikalsk niveau. Vocal Line tager udgangspunkt i den danske kortradition. Herfra har koret udviklet en stærkt personlig stil med elementer af pop, rock og jazz.

Vocal Line formår som få andre at forene himmelstræbende, nordiske klange med personlighed og inderlighed. Dette kombineret med korets velklingende, detaljerede og til stadighed eksperimenterende arrangementer får Vocal Line til gang på gang at fange og berøre sit publikum – ikke mindst takket være sangernes individuelle indlevelse og musikalitet, som på karakteristisk vis går op i en højere og særligt sammensmeltet enhed.

Gennem Vocal Lines 30-årige levetid har koret opnået stor anerkendelse i hele Europa og store dele af den øvrige verden, og koret kan desuden bryste sig af at have vundet en række, store internationale priser. i 2010 havde koret æren af at optræde side om side med den verdensberømte vokalekvilibrist Bobby McFerrin. Først i Jazz at Lincoln Center i New York, siden hen i Musikhuset under Aarhus Vocal Festival. I 2014 sang de med The Rolling Stones på Roskilde Festivalens Orange Scene, og i 2015 gav de en TV-transmitteret koncert for foden af Cristo Redentor i Rio de Janeiro, der nåede ud til 180 millioner seere.​

Vocal lines 25 års jubilæum blev markeret i januar 2016 med en fuldstændigt udsolgt koncert i Aarhus Musikhus’ Symfoniske Sal. Her blev koret suppleret af solister som Julie Maria, Steffen Brandt og Mads Langer og et kæmpe kor bestående af 70 nuværende og tidligere Vocal Line-sangere.

Vocal Line vandt i august 2019 Eurovision Choir i et meget intenst TV transmitteret liveshow fra Partille Arena i Gøteborg foran ni andre kor fra hele Europa.

Den nordiske klang er et af flere distinkte kendetegn i Vocal Lines lyd. Og i september 2019 fik korets medlemmer mulighed for at rejse højt mod nord, til Island. Her sang koret mere end en håndfuld koncerter og oplevede den rå, smukke og helt særlige natur på klippeøen i Atlanterhavet. Turens afsluttende koncert blev sunget i Harpa, det spektakulære koncert- og operahus i Reykjavik. Kort tid efter hjemkomsten fra Island rejste Vocal Line til Hamburg og gav en udsolgt koncert i Elbphilharmoniens store sal.

I foråret 2020, da Covid-19 satte en stopper for al fællessang, samlede Vocal Line mere end 1000 korsangere fra hele verden i et fælles Virtual World Choir, der sang Viva La Vida i Jens Johansens elegante arrangement. Deltagerne optog sig selv, mens de sang til en lydfil, og alle videobidrag blev derefter klippet sammen til en livsbekræftende video. Projektet og videoen blev omtalt i flere landsdækkende danske medier.

​En mangeårig drøm gik i opfyldelse for Vocal Line, da koret tog på en landsdækkende musikhusturné i foråret 2022. Med en ambition om endnu engang at udvide rammerne for, hvordan en korkoncert kan se ud, allierede koret sig med koncertdsigner Astrid Vang-Pedersen, der i tæt samarbejde med Jens Johansen udviklede koncerten Both Sides Now. En koncertoplevelse med musik fra Vocal Lines mangeårige repertoire, smukt iscenesat og indrammet af lysdesigner Mia Stærk. Endnu en gang søgte Vocal Line nye veje, til inspiration for kor verden over.​
– ingen lyder helt som Vocal Line!