Så syng da, Nordjylland! er denne aften med organist, sanger og sangpædagog Tove Bitsch Antonsen fra Rebild og tidl. højskoleforstander i Askov og Ryslinge, frimenighedspræst Ole Kobbelgaard fra Mors. De vil denne aften give deres bud på, hvorfor Højskolesangbogen er det mindst ringe bud på en tilnærmelsesvis samlet fremstilling af vi danskeres store fortælling af os selv i fortid, nutid og fremtid.

De 572 nye og gamle sange i den 18. udgave af Højskolesangbogen udtrykker på næsten enhver tænkelig måde menneskelige følelser som kærlighed, håb, længsel, glæde, fortvivlelse og forelskelse. Og det musikalske foredrag denne aften er således en rejse i fællessang gennem danskernes historie og sind.

Tove Bitsch Antonsen trakterer harmonikaen, mens Ole Kobbelgaard sidder ved klaveret. Regn trygt med, at de begge bryder ud i sang en hel del gange i løbet af aftenen, ligesom de forventer det samme fra salen.