Gæsten er folketingsmedlem for Venstre, Preben Bang Henriksen, der ikke mindst er blevet kendt for sine retspolitiske synspunkter og for at insistere på en ordentlig tone i den politiske debat. Han blev første gang valgt til folketinget i 2011, og udover det retspolitiske har han taget en lang række sager op i folketinget – og så er han meget aktiv i indsatsen for at få en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm sat i gang. Preben Bang Henriksen blev født i 1954. Familien ejede Nordjysk Møbelfabrik i Nørresundby, og drengen fik sin første politiske skoling ved at diskutere med de kommunistiske og socialdemokratiske arbejdere på fabrikken. Efter sin cand. jur. fra Århus Universitet i 1979 blev han først advokatfuldmægtig og fra 1983 har han drevet selvstændig advokatvirksomhed i Aalborg. Et menneske med et liberalt grundsynspunkt og modstander af firkantede og absolutte holdninger.