Koncertforedrag om Max Reger – 150-års jubilæum

Aftenen begynder i Folkekirkens Hus, hvor domorganist Jørgen Ellekilde fortæller om den tyske komponist Max Reger (1873 – 1916).

Efter en pause går vi over i Budolfi kirke, hvor Jørgen Ellekilde spiller Regers store koralfantasi og fuga ”Wachet auf, ruft uns die Stimme”. Den er komponeret over salmen ”Zions vægter hæver røsten”, som vi kender fra salmebog.en. Som indledning spilles J. S. Bachs Passacaglia i c-mol.

”Jeg betragter ham som et geni”, har komponisten Arnold Schönberg udtalt om Reger. Mange anser Reger for én af de betydeligste orgelkomponister siden Bach. Han komponerede musik i de fleste genrer undtagen opera og symfonier, men særligt hans værker for orgel er kendte.

I sin samtid var Reger en af Tysklands mest succesfulde komponister, og han var konstant på turnéer samtidig med, at han var en uhyre produktiv komponist med mere end 1000 værker. Ud over at være en levemand, var han et meget spirituelt menneske, og det mærkes i hans musik. Han levede i en turbulent tid med store omvæltninger i Europa. Samtiden kaldte ham en seismograf for hans evne til i sin musik at reflektere over tidens store emner og konflikter.

Max Reger genoplivede flere af barokkens former og var meget inspireret af J. S. Bachs kontrapunkt. Han så sig selv som en, der komponerede i traditionen fra Beethoven og Brahms, men harmonisk fortsatte han i fodsporene fra Liszt og Wagner. Nogle har endda argumenteret for, at Reger med sin Variationer for orgel opus 73 var den første til at skrive atonalt.