JOHN CLAYTON OG NORDKRAFT BIG BAND I FOLKEKIRKENS HUS

Nordkraft Big Band får igen besøg af den amerikanske bigbandleder og jazzbassist, men denne gang vender John Clayton tilbage som kunstnerisk leder for Nordkraft Big Band. Han vil være tilknyttet Nordkraft Big Band i 2018 og 2019 og skal arbejde med og udvikle det musikalske og kunstneriske niveau i bigbandet. I den forbindelse skal der naturligvis også spilles koncerter!

Den 14. april er der således koncert i Folkekirkens Hus på Gammel Torv i Aalborg. Orkestret har tidligere – netop sammen med John Clayton – spillet en succesrig koncert i Folkekirkens Hus, så både orkester, solist og arrangør glæder sig til gensynet.

– Vi er meget stolte af, at kunne gentage sidste års succes med Nordkraft Big Band og John Clayton. Det var en fantastisk koncert, som vi glæder os til at kunne præsentere publikum for igen, siger lederen af Folkekirkens Hus, Henrik Thorngaard.

Repertoiret vil bestå af Claytons egne bigband-arrangementer, der trækker på Count Basies, Duke Ellingtons og Thad Jones legendariske farver og lydbilleder. Det hele krydres med interessante indslag på kontrabassen fra mesteren selv.

-Vi lover, at det endnu engang bliver et brag af en koncert, med en af de største nulevende jazzmusikere på den internationale bigband-scene, siger manager for Nordkraft Big Band, Peter Lund Paulsen, der glæder sig til det fremtidige samarbejde med Joh Clayton.