En stime af sange

TØRFISK har turneret i det ganske danske land i 41 år, endda med samme besætning, som da det hele begyndte i 1981.

TØRFISK udgav en ny cd i november 2021, ”Tørfisk Fyrre”, med 11 helt nye sange. Nogle af de nye sange er med fra scenen, og orkestret er taknemlige for, at deres publikum fortsat nyder deres musik. Bandet har i forbindelse med 40- året også udgivet bogen ”En stime af sange”.

Siden 1981 har TØRFISK leveret soundtracket til Vestjylland og hører til blandt de allerbedste i Danmark til at forene irsk-inspireret folkemusik med egne kompositioner og personlige tekster.

Koncerterne krydres med røverhistorier og underholdning på topplan. Altid med stor spilleglæde, glimt i øjet og en typisk vestjysk charme. De forstår at komme ud over scenekanten og berøre hverdagsemner, som skydes lige fra hoften. Publikum kan aldrig vide sig sikre. Måske sidder man i skudlinjen, men kvartetten forstår at drille fra scenen på en god og sober måde.

TØRFISK’s koncerter bærer præg af en blanding af både det nye og det velkendte. For når man har et helt ”Vesterhaw” af numre i bagkataloget, er det svært at sige farvel til de gode gamle sange. Og så er der den simple grund, som de selv siger: ”at de ikke mønstrer mere end tre-fire akkorder på strengeinstrumenterne”, som netop de gamle numre er bygget op over.

Med en masse erfaring fra den danske musikscene og med 20 CD’er, 2 DVD-udgivelser, en del kassettebånd og LP’er, og senest en sang og historiebog ”En Stime af Sange” i ”nettet” har TØRFISK stadig stor energi, spilleglæde og et gevaldigt glimt i øjet.