Anette Kjær – “Højskolesangbogen er en poetisk håndbog i livsduelighed”

Eksistenstænkning på vers

Højskolesangbogens sange fortæller om menneskelivet midt mellem skabelse og tilintetgørelse.

De skærper sanser og sprog, rækker os tanker og trøst, anviser retning og fokus og tager livtag med de store eksistentielle spørgsmål. Sangene løfter os fra det selvransagende ud i det fælles liv med hinanden og rækker os forståelsen af, at vi er en del af en fælles fortælling og er underlagt fællesmenneskelige grundvilkår.

Hver eneste sang, hvad enten den er lys eller alvorsfuld, er en stille insisteren på tilværelsens rigdom, styrke og glæde.

Aftenens fællessange tager os med på en vandring på kryds og tværs gennem Højskolesangbogen tilsat små fortællinger, der sætter sangene i et nyt lys og giver både udblik og indsigt.