PYNDTS SAMTALE-SALON MED HISTORIEN OM SØREN KRAGELUND OG FÅRUP SOMMERLAND
Det begyndte med nogle kanoer i en udgravet sø, nogle islandske heste, en skydebane og nogle trampoliner. Entreen var fire kroner for en hel dag. Sådan var det, da Fårup Sommerland åbnede i 1975. I dag – næsten 50 år senere – er forlystelsesparken blandt Danmarks største attraktioner. Hele den fantastiske historie bliver fortalt, når Søren Kragelund er gæst i Pyndts samtalesalon.
Det var hans far, Anders Kragelund, der grundlagde parken sammen med sin søster Kamma Schnack, der skød penge ind – og sønnen Søren var med som medejer sammen med sin fætter Henrik Schnack fra det første år.
Efter et par år som driftsleder blev Søren Kragelund administrerende direktør og manden, der tegnede parken udadtil – mens fætteren tog sig af økonomien som finansdirektør. Rutsjebaner, vandland, togbane, go-carts, minigolf, sejlbåde, skattejagt osv.
Der er næsten ikke tal på alle de nyskabelser, Søren Kragelund har stået bag gennem sine 40 år i Fårup Sommerland, og han har taget utallige slagsmål med miljømyndighederne om udbygning af parken.
Det første år var der 45.000 gæster – i 2022 toppede det med 769.000 besøgende. I 2016 besluttede Søren Kragelund at sælge sin andel af Fårup Sommerland til sin fætter og hans to sønner. I dag bor Kragelund på Christianshavn, men Fårup er stadig i hjertet. Kom og lyt til hans forunderlige historie i Pyndts Samtale-salon.