METTE KIRSTINE GODDIKSEN
Mød Jes Dorph-Petersen og professor i idéhistorie, Mikkel Thorup, til en samtale om, hvad MeToo-bevægelsen ændrede – for den enkelte og i samfundet.
Da tv-vært Sofie Linde i 2020 holdt sin berømte tale om sexisme, magtmisbrug og sexkrænkelser i mediebranchen, blev det for alvor startskuddet for MeToo-bevægelsen i Danmark.
Debatten rasede på sociale medier, i debatspalterne og til familiefesterne. Fortiden blev gransket, og det fik konsekvenser for mange mænd, heriblandt Jes Dorph-Petersen. Det tavse flertal måbede, mens polerne på begge sider blev trukket godt op og høtyvene fundet frem.
Denne aften står i den åbne, nysgerrige dialogs tegn. Vi giver plads til nuancer, fakta og eftertænksomhed, når vi spørger: Hvad lærte vi af MeToo, hvordan ændrede det vores syn på kønnene – og hvordan kommer vi videre sammen? Blev debatten for skinger og konsekvenserne for voldsomme, eller var det et nødvendigt opgør med årtiers krænkelseskultur?