Charlotte Rørth, journalist & forfatter

Vi er mange, der har mødt Jesus, mærket en hånd eller talt med en engel.

“Mange advarede mig om, at jeg ville blive latterliggjort, hvis jeg fortalte om mit møde med Jesus. Men det er gået lige modsat. Det er som om, folk trænger til et fællesskab, hvor de trygt kan tale om det guddommelige; det, der er så svært at finde ord for.”

Sådan siger Charlotte Rørth, forfatter til den overraskende bestseller, “Jeg mødte Jesus”. Siden udgivelsen har hun været en af landets mest efterspurgte foredragsholdere. Hidtil er flere end 25.000 mødt op for at debattere tro og tvivl, og over 1000 har skrevet til hende om deres egne oplevelser.

“Der har været en hel overvældende interesse, men det er egentlig ikke så underligt, for forskerne kan nu fortælle, at over halvdelen af os på et tidspunkt i vores liv har en oplevelse, man kan kalde religiøs, åndelig eller spirituel.”

Charlotte Rørth, der er journalist ved NORDJYSKE Medier, er i øjeblikket i gang med sin anden bog, der som den første bliver spækket med interview og refleksioner i et sprog, der ægger til diskussion.