I kunstens tjeneste

Lasse Andersson er 46 år og har siden 2015 været leder af Utzon Center, og i 2019 blev han udpeget som direktør for Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Indtil 2014 var han lektor og afdelingsleder ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på Aalborg Universitet. Han har samtidig været kulturel entreprenør og iværksætter i mange sammenhænge bl.a. med LasseVegas Kontoret.

Lasse Andersson modtog i 2018 som den første arkitekturens Dristighedspris fra Statens Kunstfond for sit engagement og ekstraordinære arbejde med at formidle dansk arkitektur. Året inden fik han Packness Fondens Arkitekturpris for
sit arbejde med Utzon Center.

Lasse har sine rødder på Sydfyn ved Svendborg. Han er gift med arkitekt Stine Trudslev Andersson, med hvem han har børnene Sigurd på 19 år og Vigga på 14 år.

I aften træder Lasse Andersson på scenen for at lede “Så syng da, Nordjylland!” i Folkekirkens Hus.

Med sig har han en stak sange fra Højskolesangbogen, som betyder noget særligt for ham. Noget, han gerne vil dele med publikum, der efterfølgende synger den sang, Lasse Andersson har motiveret.

Sideløbende fortæller han om sig selv og sit arbejde. Kom og mød et spændende og kreativt menneske, der i de seneste 15 år har været med til at skabe projekter, der appellerer til både internationale turister og det nordjyske publikum.