FÆLLESSANG OG JAZZ

– en lidt anderledes og meget inspirerende aften om og med fællessang

Johannes Konstantin Neergaard tager forsamlingen med på en rejse gennem den danske fællessangstradition, som han selv har bidraget til som komponist af salmer og højskolesange. Syng med på både kendte klassikere og helt nye sange, schlagere, lystige viser og jazzsalmer!

Med underholdende anekdoter fra et liv fyldt med musik – både amatørmusikken omkring lejrbålet og den topprofessionelle i Københavns kulturliv – guider Johannes Konstantin Neergaard forsamlingen gennem smægtende suk, støn, glidetoner og skønsang.