Et strejf af vemod over sommeren, der går på hæld

På denne – sommerens sidste dag – byder aftenens “Så syng da, Nordjylland!” på sange, der alle udtrykker “et strejf af vemod over sommeren, der går på hæld”.

Det er præst ved Budolfi Kirke, Hanne Dahl, der vælger og motiverer sangene fra Højskolesangbogen – ved indgangen til et snarligt nyt bekendtskab: Den 19. udgave af Højskolesangbogen – udgivet af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

Hvad der kommer med af sommer- og efterårssange i den nye sangbog vides nok ikke for nærværende, men så meget desto mere grund er der til at synge en række af de elskede sange, som vi forbinder med netop sommer og efterår.