– med Michael Bojesen

Michael Bojesen, dansk korleder, dirigent, komponist og arrangør.

Efter uddannelse ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og studier hos Jorma Panula var han i perioden 1984-2001 lektor ved Sankt Annæ Gymnasium og 1991-2001 leder af Sankt Annæ Gymnasiekor. Fra 1994 – 2003 virkede han tillige som docent ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I perioden 1989 – 2006 var Michael Bojesen dirigent for kammerkoret Camerata. Fra 2001 – 2010 var han desuden chefdirigent for DR Pigekoret. Fra 2012 – 2016 var han direktør for Copenhagen Opera Festival. Han har ligeledes været formand for Statens Kunstråd og direktør for Malmö operaen.

I 1998 modtog Michael Bojesen prisen som “Årets Korkomponist” og i 2008 “Den folkelige sangs pris” for sin indsats i Sangens År 2008.

Michael Bojesen sad i udvalget, da der skulle vælges sange til den 18. udgave af Højskolesangbogen, og han har flere melodier med i den 19. udgave af sangbogen – bl.a. hans fine melodi til Tove Ditlevsens digt “Så tag mit hjerte”.