Fællessangen er en del af den danske kultur. Der er meget tradition og dannelse i at synge og lære de klassiske danske folkeviser, morgensange, salmer mv. at kende. Derfor synger vi fra Højskolesangbogen. Vi vil lære de klassiske danske sange, der er en kulturarv, vi skal give videre til de næste generationer.

Vi synger også sange fra andre kulturer. Vi kan lære om andre ved at lære deres sangkultur at kende. Fællessang kan være med til at bygge broer og skabe forståelse for hinanden.

Højskolesangbogen er en skattekiste af gode sange, fortællinger og digte, der udtrykker så meget om at være menneske, det samfund og den verden, vi lever i, de store følelser og god humor. Hvis man mangler en god bog at læse, så kan man roligt sætte sig ned og læse i Højskolesangbogen. Det er både berigende og hyggeligt.