Bjarne Laustsen – den sidste rustbanker

Det er en markant nordjysk politiker, der tager plads i gæstestolen i Pyndts Samtalesalon den 18. september.

Bjarne Laustsen (S) har repræsenteret Nordjylland i Folketinget i en ubrudt årrække siden 1998 med base i Frederikshavn-kredsen, hvor han er på fornavn med Gud og hvermand.

Maskinarbejderen og husmandsdrengen fra Dumphusene ved Skivum Krat begyndte som tillidsmand – og den dag i dag betragter han sig stadig som tillidsmand for sine vælgere.

Utallige er de sager, han har taget op. Han ser rødt, når han møder uretfærdighed, og han er ofte gået imod sin egen partiledelse. Det har nok kostet en ministerpost. Men han står fast. Holdninger handler man ikke med.

Bjarne Laustsen er skildret i portrætbogen ”Den sidste rustbanker”, hvor han fortæller om sin fattige opvækst på et husmandssted, om uddannelse, kærlighed, udfordringer og omkostninger. Det fortæller han om i Pyndts gæstestol.

Han er stolt af at være den sidste rustbanker. Det er jo bedre end at være den sidste rustbunke!