Siden slutningen af 1980’erne, har Bobo Moreno sunget sig længere og længere ind i hjerterne på musikelskere i hele landet. Moreno er nemlig først og fremmest kendt som sanger med stort S, og det som en af Danmarks bedste! For dét der har gjort det lidt pudsige navn Bobo Moreno verdensberømt i Danmark, er ganske enkelt evnen til at begejstre et hvilket som helst publikum med sin alsidige stemme.

Gennem årene har han arbejdet med de største navne herhjemme, fra Sanne og D:A:D, til Radioens Big Band og Birthe Kjær. Også mange TV-optrædener er det blevet til, med medvirken i en bred vifte af musik- og underholdningsshows. Man har endda kunne både høre og se ham i et enkelt afsnit af DR’s Krøniken! Han kan desuden skrive ‘Kongelig Hofleverandør’ på visitkortet, efter en TV transmitteret optræden på Christiansborg, i forbindelse med kronprinsebrylluppet.

Nordvestjysk Brass Band, der hører til i Aalborg, består af ca. 30 musikere. Medlemmerne er i alderen 13-50 år og kommer fra alle egne af Nordjylland. Orkesteret har til stadighed en ambition om at være blandt toppen af dansk brass band.

Orkesterets repertoire spænder vidt fra klassisk over underholdningsmusik til moderne brass band kompositioner.

Orkestret spiller i løbet af året til mange forskellige arrangementer, som eksempelvis: DM, Aalborg Musikkonkurrence, Nytårskoncerter, Dimissionskoncerter, Kirkekoncerter, Forårskoncert, Julekoncerter. Det betyder, at orkesteret har mulighed for at spille til et bredt udvalg af koncerter og arrangmenter – hvor repertoiret bliver tilpasset det konkrete arrangement.