I en kælder sort som kul

Rigtig mange danskere oplever, at de selv eller deres nærmeste bliver ramt af depression. I dette foredrag fortæller Jens Chr. Meldgaard om sygdommen, hvordan man kan lære at leve med den, og hvordan vi som omgivelser kan hjælpe hinanden.

Jeg har været sognepræst i Vadum og før da forstander på Vesterbølle Efterskole. I et ellers godt liv har jeg oplevet tre depressioner. Med hjælp af medicin og gennem samtaler er jeg nu kommet godt igennem depressionerne. Mit ønske er at personliggøre sygdommen – uden det bliver privat – for herved at afmystificere sygdommen depression, siger Jens Chr. Meldgaard.

Foredraget handler om Jens Chr. Meldgaards baggrund, opvækst og oplevelse af sygdommen, og om hvordan han blev hjulpet igennem den. Han kommer også med gode råd til, hvad man gør overfor en kollega, der er sygemeldt med en depression. Han kommer også ind på hvilke symptomer en depression har, og hvordan man kan hjælpe hinanden igennem det, der er svært i livet.

Sognepræsten kommer også med overvejelserne om, at måske er det endnu sværere at være åben i kirkelige sammenhænge om en psykisk sygdom – hvor der kan herske en opfattelse af, at når vi tror på Gud, bør vi være glade for livet. I en depression ser man intet godt og smukt.

Jens Christian Meldgaard udgav i 2002 bogen “I en kælder sort som kul” – en depressions rum og ansigter. I februar 2006 udkom bogen “Den nære afstand” – om at være pårørende til en depression.