Er du på vej til arbejde? Er du kommet lidt tidligt op og er kaffetørstig? Er du på vej ud for at handle, eller har du bare lyst til at komme og synge et par morgensange og få en kop kaffe og et rundstykke i hånden, så kig ind i Folkekirkens Hus i dagene den 21.-22. & 23. november kl. 8.30 – 9.00.

Ja, det er fuldstændig rigtigt: det er fredag den 23. november, der er ”Black Friday”. Så skal der handles! Men hvor der handles, der spilles – og synges!

Sangene vælges af Anette Kjær (www.anettekjaer.dk), der er en erfaren morgensangs-vært i det nordjyske og for hvem fællessang og højskolesangbogen er en hjertesag. Hun præsenterer sangene og akkompagnerer selv på klaver.

Det bliver ikke kun de traditionelle morgensange, der er på programmet.

Også nogle af de nye, sprælske og spændende sange er på repertoiret, bl.a. sange af eksempelvis Povl Dissing & Benny Andersen, Halfdan Rasmussen, Ebbe Kløvedal Reich, Erling Lindgren og Suzanne Brøgger og mange andre.

Kom og vær med til at synge dagen godt i gang, og få en anderledes, sjov & smilende begyndelse på dagen med en håndfuld sange, et par gode fortællinger og en kop kaffe med videre ud i den nye dag.

ALLE er velkomne!

”Morgensang og coffee to go” i Folkekirkens Hus den 21.-22. & 23. november kl. 8.30 – 9.00.