Jan Harbeck Quartet har spillet mere end 700 koncerter over det meste af Europa, siden de i 2008 modtog prisen for ‘In the Still of the Night’ som Årets Jazzplade ved Danish Music Awards. Orkestrets fire udgivelser på Stunt Records er blandt de absolut bedst sælgende danske jazzplader.

Kvartetten spiller både Harbecks egne kompositioner og udvalgte jazzstandards af den mere sjældne art. Fælles for dem er dog, at den stærke melodi og den til tider melankolske dramatik er i centrum.

Om den seneste plade ’The Sound The Rhythm’ med Jan Harbeck Quartet skriver Jazz Special: ”Det er suverænt og tidløst.”

Politiken giver den 5 hjerter: ”Det er simpelthen god musik.”

”Musikken på The Sound The Rhythm er generøs, detaljerig, sanselig og stemningsfuld. Og fremfor alt: varm. Præget af ro, harmoni og nærvær. Og vel egentlig glæde – ved livet, musikken, kunsten. Foruden af teknisk overskud. Nok er året stadig ungt, men The Sound The Rhythm er ikke desto mindre årets hidtil bedste, danske jazzalbum.”ivanrod.dk

Helt sensationelt er musikken blevet streamet mere end 7 millioner gange på Spotify. Jan Harbeck og Henrik Gunde modtog i 2018 sammen den prestigefulde Ben Webster Pris.

Musikken bekender sig til jazzens historie og har samtidig et personligt særpræg, hvor hver af de fire musikere bidrager til helheden. Kvartetten formår at skabe et intimt rum med en akustisk balanceret lyd, hvor intet står mellem publikum og musikere.

Jan Harbeck: tenorsax

Henrik Gunde: piano

Eske Nørrelykke: bas

Anders Holm: trommer