Min vej til troen

“Det hele startede med, at min mormor overlev-de et af verdens værste jordskælv i 1939, og det sluttede, da jeg selv blev vidne til et vaskeægte mirakel.” Alt det, der skete ind i mellem, er historie, og den fortæller Paula Larrain åbent og hjerteligt om i dette foredrag, der delvis er baseret på selvbiografien “I morgen skal vi hjem.”

– Jeg er begyndt at tro på mirakler, efter jeg har oplevet et, fortæller Paula Larrain.

Episoden skete for 15 år siden, hvor søsterens søn pludselig fik hjertestop. Lægerne regnede ikke med, at barnet ville vågne – men det gjorde han.

– Lægerne var målløse, og sagde, at det trodsede al deres viden og erfaring. De erklærede over for os, at det ikke havde noget med dem at gøre, men at det var et vaskeægte mirakel.

Men giver det overhovedet mening at definere sin tro og Gud?

– Jeg tror på Gud og hans søn Jesus. Derfor er jeg kristen, men jeg er også nysgerrig på andres tro. Jeg har folk tæt på mig, der er buddhister og muslimer. Det forholder jeg mig til med nysgerrighed og åbenhed. Og jeg kan nogle gange have tanken, at kilden ligger samme sted. Hvem ved. Jeg er ret økumenisk anlagt som menneske, siger Paula Larrain.