Den guddommelige dans

Om Treenigheden som inspiration til et fornyet billede af, hvad vi mener, når vi siger Gud. Og et fornyet billede af, hvem vi selv er.

Når mange bliver ateister eller bare ikke kan få  ”det med Gud” til at give mening, kan årsagen være, at vi sidder fast i et gudsbillede, der vitterligt ingen mening giver.

Det kan være billedet af Gud som ”et væsen deroppe” – som en fjern og almægtig monark, som en dommer, der på afstand betragter og giver karakterer, som én vi lejlighedsvis kan hente ind efter behov.

Bedre bliver det ikke, når det siges, at Gud er treenig. Af mange opfattes læren om Treenigheden som en uforståelig og ufordøjelig mystifikation, som teologiske nørder kan more sig med.

Ikke desto mindre er man i de senere år, i kirker verden over, blevet mere og mere bevidste om, at læren om den treenige Gud kan forny og forandre vores billede af det mysterium, vi kalder Gud – og også af, hvem vi selv er.

At gå ind i Treenighedens univers er at få blikket åbnet for Gud, ikke som ”et væsen deroppe”, men som uendeligt anderledes og samtidig ubegribeligt nær. Som en strøm af kærlighed, der giver og tager imod og går gennem alt, hvad der er til. En strøm, som ethvert menneske allerede er midt i. Eller som en ”guddommelig dans” – sådan som teologer allerede i kirkens første århundreder formulerede det.

Denne forståelse er ikke ny. Den hentes fra Bibelen og fra nogle af kirkens banebrydende teologer i kirkens første århundreder og i dag.