Personlighedsforstyrrelsen og diagnosen Borderline til debat

Kom og mød cand. psych. og chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans, Tine Wøbbe. Tine er derudover ekstern lektor på Københavns Universitet. Tine Wøbbe er specialpsykolog i psykiatri og specialist i psykopatologi og psykoterapi. Hun har beskæftiget sig med udredning og diagnosticering af psykopati i retspsykiatrien igennem mere end 15 år. Tine Wøbbe er forfatter, foredragsholder og har deltaget som specialist i mange artikler om personlighedsafvigelse. Hun har også været med som ekspert i programmet ” Din Psykopat” på DR1.

Mennesker med svære personlighedsforstyrrelser inden for spektret dyssocial, narcissistisk og emotionel ustabil (borderline) har ofte det til fælles, at forstyrrelserne påvirker deres omgivelser og relationer. Humøret kan være uforudsigeligt, tankegangen sort/hvid, og evnen til at impulsregulere og mentalisere kan være nedsat. Det betyder, at mennesker med en personlighedsforstyrrelse kan have store udfordringer med at indgå i et almindeligt familieliv, og at de kan have svært ved at skabe en følelsesmæssig tæt og tryg relation.

Det kan derfor have store konsekvenser for den enkeltes trivsel at have en personlighedsforstyrrelse. Tidlig identifikation og indsats bliver altafgørende, og vi skal som fagprofessionelle være hurtige til at byde ind med rette hjælp og forståelse – men det er ikke nogen let opgave.

Det kræver blandt andet et godt samarbejde med de pårørende, som typisk ser verden på en anden måde, og som ofte har svært ved at skelne mellem, hvad der er eget behov og den ramtes behov. Det kræver således et stort kendskab til personlighedsforstyrrelser, så vi ved, hvordan vi etablerer det gode møde, og hvilke hensyn vi bør tage i relationen til borgeren.