Skyggebørn

Hvorfor tier vi dér, hvor der burde være flest ord, trøst og omsorg?

Sorgen er ikke en sygdom, barnet skal helbredes for, og vi mener heller ikke, at der kan sættes tid på sorgen, da der resten af livet vil være øjeblikke, der minder èn om tabet. Øjeblikke, hvor den, man har mistet, virkelig mangler. Når man skal konfirmeres, giftes eller får sit første barn?

Derfor betragter vi sorgen som et grundvilkår i barnets liv. Et vilkår, som barnet skal lære at leve bedst muligt med. Det kræver støtte og omsorg fra barnets nære omgivelser, men trods et øget fokus på det, så føler mange voksne sig stadig ikke rustet til den opgave. For hvad siger man lige til et barn i dyb sorg?

Mange bliver bange for at sige noget forkert, og vælger derfor tavsheden. Andre føler trang til at trøste og tyr til vendinger som: “Tiden læger alle sår” eller: “Du skal nok komme over det”.

Vores erfaring er, at ingen af de reaktioner er hensigtsmæssige, da barnet ofte har brug for, at omgivelserne giver plads til og italesætter sorgen. I de seneste år er der kommet et større fokus på, at det er nødvendigt at tage hånd om børn i sorg. For eksempel har folkeskolerne lavet sorg-handleplaner, som konkret beskriver, hvem der tager sig af hvad, når et barn på skolen mister et familiemedlem. Men der er stadig lang vej. Det er ikke nok, at viljen er der, for rigtig mange føler sig stadig ikke rustet til at tage hånd om den følelsesmæssige del af barnets tab.

I foredraget fortæller Jes Dige indlevende og konkret om sorgens betydning for barnet. Gennem sine 25 års arbejde med børn i sorg, har Jes igen og igen oplevet, at et dødsfald i den nærmeste familie skaber store forandringer i barnets personlighed og værdigrundlag. Udover at give en unik indsigt i “sorgens natur” kommer Jes Dige også med bud på konkrete værktøjer, der kan benyttes, når børn mister.