KEND DIN KLASSIKER

Hvad skal vi med dannelse?

Indenfor de seneste år er det blevet moderne at tale om dannelse. Det startede, da man i begyndelsen af nullerne kanoniserede først litteraturen og siden demokratiet. Når man udarbejder en kanon, laver man en liste for, hvad man som minimum skal kende til for at kunne kalde sig dannet. Men hvad er dannelse egentlig, og hvad skal vi bruge den til?

Vi har spurgt to, der om nogen kan hævde at være klassisk dannede. De er nemlig begge klassiske filologer.

Den ene, Finn Jorsal, har gjort det til sit livsværk at bære den klassiske dannelse videre til en ny gymnasiegeneration, blandt andet som rektor for Thisted Gymnasium.

Den anden, Ivar Gjørup, har udover at være gymnasielærer båret den klassiske litteratur ind i tegneserieverdenen og har som skuespilforfatter givet nyt liv til det klassiske drama.

Ivar Gjørup,

– tegner af tegneserien Egoland i Politiken gennem 25 år, forfatter til bogen Den Sjette Sans om sprog, skrift og bevidsthed gennem tre årtusinder, og til Platons Gåde, der udkom 2016, om den levende skrift, som forandrede verden. Modtog samme år både Holbergmedaljen og Georg Brandesprisen for sit arbejde. Har skrevet skuespil for børn og voksne – Forældre Er Ikke Hvad De Har Været om opdragelsens komplot og Et Liv For Guder om Balders død set med barnets øjne. Tegneserien blev i 2013 til en opera, spillet for fulde huse i Århus og København, med tekst, scenografi og kostumer af Ivar Gjørup, musik af John Frandsen.