Lenins bodyguard

Ny historisk roman af Leif Davidsen.

Sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenin opholdt sig i 1910 en måned i København, hvor han studerede den danske andelsbevægelse. Hver dag spadserede han fra sit beskedne logi på Vesterbrogade 112 til Det Kongelige Biblioteks læsesal.

Leif Davidsen lader i sin nye roman “Lenins bodyguard” to hemmelige agenter fra det russiske zarstyre overfalde Lenin, men han bliver reddet af en ung dansk-amerikaner, Oskar Madsen. De knytter et bånd. Oskar Madsen kommer efter mange omveje til at være livvagt for Lenin under den russiske revolution i 1917.

Leif Davidsen fortæller om arbejdet med den meget dramatiske, historiske roman, der blander fiktion og historie. Romanen går tilbage til det udgangspunkt, der skabte Sovjetstaten og den arv, som kommunismen har givet videre til Putins Rusland.

Davidsen har skrevet en lang række romaner om både sovjet og det moderne Rusland og vil fortælle om sin fascination af det store land mod øst og det litterære råstof, han har øst af.”