Alsangen under Besættelsen med udblik til i dag

Det landsdækkende initiativ Alsang 2020, der med afsæt i alsangen under Besættelsen havde planlagt store arrangementer i forbindelse med fejringen af 75 året for Befrielsen, måtte som bekendt aflyse alle deres stort anlagte arrangementer pga Coronakrisen. Men pludselig opstod der i det aflyste, nedlukkede forår 2020 en spontan sangbølge, der bredte sig og fik folk til at synge i et omfang, ingen havde drømt om.

På egen krop har danskerne gennemlevet den fortælling, som skullet have været forsøgt genoplivet gennem de mange alsangsarrangementer landet over, for fællessangens opblomstring i dette forår er som et ekko af alt det, der skete med fællessangen under Besættelsen, hvor sangen og musikken også med eet fik en ny betydning og gav mod og sammenhold i en uvis tid.

Gennem fællessange, fortællinger og med afsæt i avisartikler fra Besættelsen, autentiske beretninger og øjenvidneskildringer tegnes et billede af den sangbølge, der gik hen over landet i sommeren 1940 med udblik til det, der skete med fællessangen i kølvandet på coronakrisen i foråret 2020.