Cilles sidste Dag – forpremiere på ny podcastserie

Mange nordjyder glemmer aldrig den fredag aften, Cecilie Næblerød blev slået ihjel på Hasseris Gymnasium i 2006.

En kollektiv dyne af sorg lagde sig over Nordjylland. Faktisk var hele landet i chok over, at “Cille” i sit prinsessekostume, blev stukket ihjel af sin eks-kæreste foran hundredevis af gymnasieelever og ansatte.

For dem, der aldrig glemmer rædselsaftenen, bliver 7. oktober 2021 i Folkekirkens Hus en helt særlig begivenhed.

Om aftenen vil der nemlig være forpremiere på den nye podcast-serie “Cilles sidste dag”. I den mørklagte, intime sal i Folkekirkens Hus, vil de seks rystende, rørende og livsbekræftende afsnit blive afspillet foran publikum. “Cilles” sidste timer vil blive genoplivet med “Cilles” mor, Lisa Næblerøds, ekstraordinære fortællestemme.

Hen over de sidste otte måneder har Lisa Næblerød lavet optagelser med journalisten Michael Nørrelund, om hvordan “Cilles” død har påvirket hendes liv de seneste 15 år. Lisa fortæller om den indledende kærlighedsstorm og blomsterhavet, men også hvordan sympatien med tiden, blev afløst af manges ønske om, at hun skulle “komme videre”, og lade være med at “dyrke” sit tab.

Med podcast-serien vil Lisa Næblerød vise omverdenen, at sorg ikke er noget, der går over. Tværtimod er tabet af “Cille” et livsvilkår, som ingen kan eller skal forsøge at lave om på. Lisa Næblerød har insisteret på at skabe sig et meningsfuldt og godt liv, med humoren som rorpind, og ved at have troen på en åndelig kontakt til “Cille”.

Podcast-serien vil for første gang blive afspillet for offentligheden, i mørket i Folkekirkens Hus i Aalborg. Lisa er med på scenen til at præsentere serien. Til stede vil også være mange af “Cilles” familiemedlemmer og venner.

Det er en GRATIS helaftensforestilling med indlagte pauser. Arrangementet begynder kl.19.00 og slutter omkring 22.15. Deltagerne er IKKE forpligtede til at blive hele aftenen.

Der vil være mulighed for at købe drikkevarer i Folkekirkens Hus.

Selvom arrangementet er Gratis skal man indløse en billet via Folkekirkenshus.dk.

Der er et maximum på 220 gæster til begivenheden.

Det er Aalborg Stift, der står bag podcast-serien “Cilles sidste dag”. Serien udkommer som podcast 12. oktober.