TEMA: Når fortiden skygger – “Min fars familie valgte nazisterne”

Brian Bormann meldte sig i 2007 til Fremmedlegionen for at slippe væk fra eftermælet efter den mand, han deler efternavn med: Martin Bormann, Hitlers højre hånd. Navnet har givet ham ar på sjælen.

Han ved med sikkerhed, at flere af hans familiemedlemmer kæmpede på tysk side under krigen. For nazisterne.

Og han har fra barnsben vidst, at han er mulig slægtning til én af de mest berygtede topnazister overhovedet: Martin Bormann. Adolf Hitlers højre hånd og personlige sekretær og én af de absolut mest magtfulde topnazister under 2. Verdenskrig.

En drivende kraft bag jødeudryddelserne og efter krigen dømt til døden for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

»Den viden har påvirket mig meget og haft en enorm effekt på min opvækst. I lange perioder har jeg lukket mig inde i mig selv og trukket mig tilbage. Jeg har været flov over mit navn, min tyske slægt og alt, som det stod for,« siger Brian Bormann.